Hvordan og hvornår informerer jeg mit barn?


Børns tanker om sundhed og sygdom, samt om, hvordan menneskekroppen fungerer, er afhængig af alder og modenhed. Også barnets angst for læger og hospitaler hænger sammen med barnets udvikling og følger stort set den angst, som er almindelig på forskellige alderstrin. Det enkelte barns oplevelse af situationen påvirkes også af erfaringer fra tidligere behandling, forældrenes indstilling og reaktion samt forskellige kulturer.

Hvis barnet får mulighed for at forberede sig på hospitalsbesøget, kan han/hun håndtere situationen bedre, end hvis det sker uden forberedelser. Gennem information kan stressreaktionerne reduceres, og barnet kan føle sig mere tryg.

Børns behov for information ændrer sig med alderen. Fælles for dem er, at informationen skal være ærlig og gives i et sprog, der er tilpasset barnets alder og modenhed. Det er også vigtigt, at informationen formidles i et passende omfang og på det mest passende tidspunkt.

En god mulighed er, når barnet er udhvilet, roligt og afslappet, eller når han/hun viser nysgerrighed og interesse for oplysninger. Vær lydhør over for spørgsmål, ansigtsudtryk og andre signaler, som afslører, hvad barnet føler.

Børn med erfaringer fra tidligere hospitalsophold er ikke immune overfor angsten. Tværtimod kan disse erfaringer gøre barnet endnu mere bange, fordi han/hun ved, hvad der venter. Det er derfor vigtigt, at disse børn informeres, som om det var deres første hospitalsbesøg.

Børn kan ikke forestille sig, hvordan de vil føle eller handle i en stresset situation. For at hjælpe dem før usikkerheden opstår, kan I tale om, hvordan man kan tænkes at føle og reagere i forskellige situationer. Bekræft også, at det er i orden at reagere.

Fortæl barnet, at ingen spørgsmål er ”underlige” eller forkerte at stille. Hvis du ikke kan svare på alle spekulationerne, kan du opmuntre barnet til at skrives dem ned, eller at tegne sine spørgsmål og tage dem med til hospitalet.

Det er ikke kun vigtigt, at man forbereder børn. Lige så vigtigt er tidspunktet for, hvornår informationen bliver givet. Jo yngre et barn er, desto kortere tid bør der være mellem informationen og behandlingen.. Da børn ikke kan fokusere deres opmærksomhed i længere tid, glemmer de nemt, og informationen bør derfor gives løbende.

Det er utroligt vigtigt at give individuelt tilpasset information. Den, der kender barnet bedst, har en større mulighed for det, end andre har.

I det følgende afsnit får du tips til, hvordan og hvornår børn på forskellige alderstrin kan informeres. Vær opmærksom på, at de kun skal ses som anbefalinger. Informationen skal altid tilpasses individuelt.

Småbørn op til 3 år

Som forælder til et lille barn, der skal bedøves, er du sikkert den, der er mest urolig og bekymret. Det er helt normalt at have det sådan, men husk, at små børn op til to-måneders alderen normalt let kan skilles fra sine forældre og finde tryghed hos dem, der tager sig af det.

Små børn beskrives ofte som "vanemennesker", idet gentagelser, rutiner, genkendelse og forudsigelighed har en tryghedsskabende effekt. Mellem otte måneder og to år har mange børn perioder af udviklingsbetinget skræk for fremmede mennesker. Som forælder kan du gennem din nærhed og almindelige rutiner formidle tryghed til dit barn.

I denne aldersgruppe er det nok med en kort og enkel forklaring på, hvad der skal ske. Undgå at tale om, hvad der er eller skal gøres inde i kroppen. Så små børn forstår endnu ikke den slags detaljer. Fortæl for eksempel om en dukke, som er syg og skal på hospitalet. Vis det på dukken og forklar derefter, at det samme skal ske med dem.

Børn under tre år har en ufuldstændig tidsopfattelse og bør derfor ikke informeres for tidligt. Børn, der er begyndt at tale, kan få informationen dagen før eller samme dag.

Børn i alderen 3-6 år

3-6-årige børn lever i en verden fuld af fantasi og magiske forestillinger. I deres tankeverden blandes ting sammen og forbindes med hinanden. Ofte vender de op og ned på rækkefølgen mellem årsag og virkning, hvilket kan medføre, at sygdomme bliver opfattet forkert.

De kan heller ikke skelne mellem ydre og indre virkelighed. Den smerte, de føler, tolkes derfor som noget udefra kommende.

Førskolebørn har også en begrænset tidsopfattelse. Informationen bør derfor spredes ud over et antal dage, for eksempel en uge, hvor detaljerne gives en til to dage før behandlingen/operationen.

Barnet har en forenklet opfattelse af, hvad der findes inde i kroppen. De oplever alle legemsdele som sårbare og er meget bange for at komme til skade. Det er derfor vigtigt at betone, hvilken legemsdel der skal behandles, og hvilke der ikke er indblandede. Da børn i denne aldersgruppe let kan føle skyld, er det vigtigt at fortælle dem, at de ikke er skyld i sygdommen eller situationen. Skrækken for det ukendte i form af trolde, spøgelser eller fastelavnsmasker er stor frem til skolealderen. Nogle børn kan derfor reagere med angst, når de møder narkosepersonalet, som bærer hue og mundbeskyttelse.

Børn i alderen 6-12 år

Fra at have været optaget af fantasilivet begynder børnene i skolealderen at kende forskel på fantasi og virkelighed. Kroppen deles ind i torso, arme, ben og indvolde. De kan skelne mellem struktur og funktion. I den alder ved barnet, at man kan blive syg på grund af indre skader og ikke kun ved ydre vold. Sygdomme opfattes nu ikke kun som magiske hændelser eller straf, men som begivenheder, der kan forårsages af for eksempel bakterier eller virus. Den magiske tankegang kan dog i pressede situationer forekomme helt op i teenagealderen.

Bevidstheden om ens egen krop er større end tidligere. De kan opleve behandlinger som lemlæstende eller være bange for, at kroppen skal forandre sig. Præcis som for yngre børn er det derfor vigtigt at betone, hvilken kropsdel der skal behandles, og hvilke der ikke er indblandet.

Børn i den alder kan blive bange for det tekniske udstyr, de møder på en operationsstue. Det er også i den alder, man begynder at blive bange for døden. Søvn og død kobles ofte sammen, og derfor er der mange børn, som er bange for ikke at vågne igen efter operationen.

Børn i denne aldersgruppe kan tale om deres følelser. De kan forstå grunden til og effekten af en undersøgelse. Sammenlignet med yngre børn viser de større interesse for, hvad der skal ske, og informationen bør tage udgangspunkt i deres spørgsmål. I denne aldersgruppe kan leg med dukker blive betragtet som for barnligt, så dukker bruges først og fremmest som undervisningsmateriale. Derimod kan skitser og tegninger være en god måde for barnet at formidle sine tanker og overvejelser på. Det er passende at informere barnet en uge før behandlingen.

Teenagere

Teenagealderen er en dramatisk tid i et menneskes liv, fyldt med store fysiske og psykiske forandringer. Det er almindeligt at være bange for ikke at være normal, for at kroppen ikke skal udvikles, eller for at udseendet ikke er i orden. Teenagere er meget opsatte på at have kontrol over deres krop. Indgreb i kroppen samt behovet for hjælp under sydom kan opleves som en krænkelse af integriteten.

Teenagere har en tendens til at se sig selv om midtpunktet for alting. De oplever ofte, at ingen nogensinde har gennemgået de samme ting eller har haft samme følelser. Teenagealderen er en tid med frigørelse og vilje til at bestemme over sig selv. De har et stort behov for at trække sig tilbage og markerer tydeligt deres integritet ved at holde afstand til deres nærmeste omgivelser. Teenagere er sjældent fortrolige med deres forældre. En øget forældreafhængighed, som kan være en naturlig konsekvens af sydom, kan derfor være problematisk at håndtere. Bag en barsk overflade findes ofte et meget usikkert og bange menneske, som inderst inde er taknemmelig over at få hjælp og støtte.

I forbindelse med narkose er der også en angst for at vågne op midt under operationen eller slet ikke at vågne op, når det er overstået. Dertil kommer en angst for at "blive omtåget", miste kontrollen og sige noget upassende, eller for ikke at kunne holde på urin eller afføring,

Teenageren vil blive betragtet næsten som en voksen. Han/hun vil også blive informeret næsten som en voksen. De har ofte tilstrækkelig biologisk viden til at kunne forstå, hvordan organer og organsystemet fungerer. Teenagere kan desuden tænke hypotetisk, drage konklusioner på basis af en information og udregne konsekvenserne af de givne handlinger. De er derfor ikke længere tilfredse med kun at vide, hvad der kommer til at ske under en vis procedure eller behandling. De er interesserede i hele behandlingsforløbet og vil have omfattende information om, hvorfor visse undersøgelser og behandlinger foretages, og hvilken virkning de forventes at have. Teenageren bør opmuntres til at stille spørgsmål og inddrages i diskussioner, problemstillinger og beslutninger. Informationen bør gives i så god tid, at der er tid til eftertanke og overvejelser. Understreg muligheden over for din teenager for at skrive spørgsmål ned og tage dem med til hospitalet.

//Search

twitter icon

Astrid Lindgren Children´s Hospital | Karolinska University Hospital 171 76 Stockholm


© Karolinska University Hospital

mail
Logotype